Pengestrømme er et koncept der normalt bruges i forretningsøkonomi, simplificeret går det ud på at identificere hvor meget der går ind og hvor det forsvinder hen. Når du har lavet et budget er du allerede nået et rigtig godt stykke af vejen, men der er stadig forbruget som formentlig kan gøres bedre, og det kan blandt andet gøres ved at finde pengestrømmene.
Okay, at identificere pengestrømmene i forbruget…
Det her er nok det sværeste, men også det mest øjenåbnende, i processen med at få styr på økonomien. Det tager tid, mindst en måned, men det er absolut besværet værd.
Det er som sådan meget simpelt at gøre, i en hel måned skriver du ALT ned som du bruger dine forbrugspenge på, hvor detaljeret det skal være bestemmer du selvfølgelig selv.
Jeg valgte januar 2026, og havde følgende kategorier:
- mad og nødvendigt non food (fx shampoo)
- dyremad
- apotek
- online computerspil
- take away og restaurentbesøg
- Cigaretter
- Luksus
Mad kan jeg ikke rigtig ændre på, udover måske at gøre mig lidt mere umage med at få skrevet indkøbsseddel og følge den
Dyremad og apotek kan der ikke ske ændringer i, så jeg overvejer at flytte dem over i budgettet som faste poster.
Nu var jeg så nødt til at være hård ved mig selv, fx bruger jeg omkring 300 kr. om måneden på mine online computerspil, set over een måned er det ikke meget for en hobby, men hvis man ser på et helt år med 300 kr. hver måned så bliver det 3.600 kr., penge der kunne bruges langt bedre på at dække underskuddet på budgettet. Og der er det med online computerspil, at der findes masser af spil som er gratis at spille, hvis jeg tager mig sammen og afprøver nogle af dem kunne der måske være en enkelt eller to som kunne fange mig.
Det samme gjaldt take away, vi bruger det normalt en, max to, gange om måneden, hvilket er meget lidt i forhold til mange andre husstande, men samtidig penge som det er unødvendigt at bruge, det koster under det halve at lave noget lækkert hjemmelavet mad som smager lige så godt.
Cigaretterne, ja jeg ved det godt, det er usundt og spild af penge, jeg er bare ikke i stand til at stoppe. Jeg gør dog en kraftig indsats for at skære ned, fx har jeg registreret at jeg ryger mindre når jeg kun drikker vand fremfor sødede drikke som juice, sodavand og saft. Så jeg drikker vand og ser det som en win win win situation, jeg sparer penge på ikke at købe de sødede drikke, jeg taber mig en smule uden at gøre noget for det, og jeg sparer flere penge ved at ryge mindre.
Og så var der luksus, det er de ting som faktisk er totalt unødvendige, alt fra at købe en iskaffe når jeg har mix til at lave den derhjemme, over pyntegenstande, til en ny mascara når jeg allerede har en. Her hører slik (undtaget ungernes fredagsslik som er en nødvendighed), sodavand og andre fødevarer som egentlig ikke er hverken nødvendige eller sunde.