Kontant / Kuvertmetoden

Staten ønsker et pengeløst samfund, et samfund hvor alle penge kun findes virtuelt hvilket vil sige ingen kontanter. De er dog så småt begyndt at trække i land igen, da de siger alle bør have et mindre beløb i kontanter til nødsituationer hvor butikkernes automater ikke virker.

For os der har svært ved at styre pengestrømmene i privatøkonomien kan kontanter dog være en stor hjælp, fordi du fysisk kan se hvor mange penge du har til den kommende uge/måned, i stedet for “matadorpenge” på et kort. Der er også noget psykologisk i det, det ligger i den menneskelige natur at det er sværere at give slip på fysiske penge end det er at swipe et kort.

Det er så her kuvertmetoden kommer ind.

Kuvertmetoden er en metode til budgettering og pengehåndtering, hvor man fysisk fordeler penge i kuverter, der repræsenterer forskellige budgetkategorier. Denne metode hjælper med at begrænse forbruget i hver kategori, da man fysisk ikke kan bruge mere, når pengene i kuverten er brugt op. Jeg købte en lille mappe med plastiklommer fordi jeg elsker når tingene ser fancy ud, men ganske almindelige papirkuverter virker absolut lige så godt.

Det er en meget simpel metode:

  1.  Hæv kontanter: Du hæver et fast beløb hver måned, uge eller periode, som du skal bruge til dine forbrugsudgifter. 
  2.  Fordel pengene i kuverter: Du fordeler disse kontanter i forskellige kuverter, hvor hver kuvert repræsenterer en kategori, som f.eks. mad, transport, fornøjelser osv. 
  3.  Brug pengene: Når du skal bruge penge til en bestemt kategori, bruger du fra den tilhørende kuvert. 
  4.  Begræns forbruget: Når pengene i en kuvert er brugt op, kan du ikke længere bruge penge i den kategori, før næste periode. 

Fordelene ved kuvertmetoden:

  • Kontrol over forbruget: Du får et klart overblik over, hvor du bruger dine penge, og kan lettere se, hvor du måske kan spare.
  • Reducerer impulsindkøb: Da du ikke har adgang til flere kontanter, er det sværere at foretage impulskøb.
  • Nemmere at opbygge et budget: Metoden hjælper dig med at identificere og begrænse forbrug i forskellige kategorier.
  • Passer til digitale budgetter: Kuvertmetoden kan også implementeres digitalt ved at bruge separate bankkonti eller underkonti i din bank. Dog virker dette kun hvis du kan styre dit digitale budget, og ikke bare flytter penge fra den ene konto til den anden. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *