Budget 3/3

Når sparekniven bliver for skarp

Så er vi nået til den sidste del. Du har nu et fungerende budget, du ved hvor pengene kommer fra, og endnu vigtigere – du ved, hvor de forsvinder hen. Det kan godt være en lidt ubehagelig oplevelse. Nogle gange føles det lidt som at rydde op på loftet og finde ud af, at man har gemt 14 kasser med ting, man var helt sikker på, man en dag ville få brug for.

Nu begynder den sjove del. Eller i hvert fald den del, hvor du kan lege økonomisk detektiv og finde ud af, hvor der kan skæres ned.

Hvis budgettet viser minus, vil det være meget fristende at gå direkte til forbrugsposten. Den er nemlig den letteste at skrue på. Man kan jo bare beslutte sig for aldrig at købe en kop kaffe, aldrig spise ude og leve af havregryn med et lille drys tristhed.

Men et budget skal ikke bare fungere på papiret – det skal også fungere i virkeligheden. Hvis du skærer for meget væk, ender du med at hade dit budget, og så er der stor risiko for, at det ryger i den samme skuffe som nytårsforsæt og den motionscykel, der nu primært bruges som tøjstativ.

Mit råd er at tage ét element ad gangen. Kig på en udgift og spørg dig selv: Kan den gøres billigere?

Og husk, at små beløb også tæller. 100 kroner om måneden lyder måske ikke af meget. Det er trods alt kun et par kaffe latte, en pizza eller tre ting på tilbud, som du egentlig ikke havde brug for.

Men 100 kroner om måneden bliver til 1.200 kroner om året. Pludselig er det en mindre ferie, en uventet regning eller bare en økonomisk buffer, der gør, at du kan sove lidt bedre om natten.

Nogle ting er svære at ændre på. Hvis du bor til leje, er det ikke bare muligt at ringe til udlejeren og sige: “Hej, jeg har kigget mit budget igennem, og jeg synes faktisk, at du skal have 2.000 kroner mindre om måneden.”

Det er et forsøg værd, men forvent ikke den store succes.

Til gengæld er der masser af andre steder at kigge:

Forsikringer

Ring rundt og få tilbud. Forsikringsselskaber er lidt ligesom mobiludbydere – de bliver ofte meget interesserede i dig, når de opdager, at du overvejer at gå til konkurrenten.

Streaming

Bruger du virkelig alle de tjenester, du betaler for? Eller er du typen, der stadig betaler for en streamingtjeneste, fordi du så en serie i 2022 og tænkte: “Jeg ser sikkert noget igen snart.”

Benzin og transport

Er alle køreture nødvendige? Kan nogle ture klares med cykel, offentlig transport eller samkørsel? (Ja, jeg ved godt, at bilen er meget varm om vinteren og meget kølig om sommeren. Den har sine argumenter).

Mobilabonnement

Kig på dit abonnement. Mange betaler for fri tale, uendelige mængder data og måske også adgang til at ringe til månen, selvom de mest sender fem beskeder og ser lidt videoer på sofaen.

TV og internet

Har du den pakke, du rent faktisk bruger? Eller betaler du for 200 kanaler, hvor du kun ser de samme tre og en dokumentar om pingviner klokken 23.30, fordi fjernbetjeningen var for langt væk?

Jeg kunne fortsætte længe, men du har nok fanget idéen. Hele pointen er, at det ikke er noget, der skal ordnes på en weekend med kaffe, stress og en følelse af økonomisk dommedag.

Tag dig tid. For mig fungerer det bedst at vælge ét område hver måned og kun fokusere på det. På den måde bliver det en vane frem for en straf.

Og så er der den vigtigste ting, jeg selv har lært:

Man kan spare for meget.

Ja, budgettet skal hænge sammen. Ja, gæld skal betales af, og der skal være styr på regningerne. Men livet skal også leves.

Hvis dit budget betyder, at du aldrig må tage på café, aldrig må købe en bog, aldrig må gå ud at spise eller aldrig må gøre noget, der gør dig glad, så holder det sandsynligvis ikke i længden.

Et godt budget er ikke et fængsel. Det er en plan, der giver dig frihed. Frihed til at vide, at regningerne bliver betalt, at der er styr på økonomien – og at du med god samvittighed kan købe den kaffe, du faktisk har sat penge af til.

For det er ikke meningen, at du skal være den rigeste person på kirkegården.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *